Kysten skal beskyttes - men hvem skal betale?


Kysten skal beskyttes - men hvem skal betale? udgiftsfordeling: At beskytte en kyst mod havets rasen er hundedyrt. Indtil videre hænger de lokale grundejere på regningen. Men måske er der hjælp på vej.

NORDJYLLAND: På det yderste af skrænten ved Nørlev Strand ligger to sommerhuse. De har ikke alene en formidabel udsigt til Vesterhavet. De har også en stensikker udsigt til at forsvinde i havet, næste gang der kommer en seriøs storm, og bølgerne tager en bid af kysten.

Men nu er der et spinkelt håb om, at de to huse kan blive reddet i yderste øjeblik. Grundejerforeningen Nørlev Strand har fået tilladelse af Kystdirektoratet til at etablere en kystbeskyttelse. Der må lægges kampesten ud for at beskytte skrænten tættest på de to huse, og så har grundejerne i øvrigt fået lov at fodre stranden med sand fra nu og i al evighed.

Den tilladelse er grundejerforeningens formand Jens Buje glad for.

Næste skridt er at finde ud af, hvem der skal betale for sten og sand. Anlægsprisen bliver et par millioner kroner, hvortil kommer et anslået årligt beløb på en halv million kroner til sandfodring.

De ni husejere tættest på havet har sagt ja til at betale det faste anlæg, men vil gerne have de øvrige grundejere til at bidrage til sandfodringen.

På en generalforsamling sidst i maj skal medlemmerne af grundejerforeningen tage stilling til, om de vil være med til at betale.

Jens Buje kan godt se rimeligheden i ønsket om en solidarisk betaling:

- Man har samme glæde af stranden, uanset om man bor 40 eller 400 meter væk. Og hvis man ikke gør noget, kommer man jo selv til at ligge i første række ud til havet før eller siden.

Han krydser fingre for, at grundejerne kan blive enige, og at beskyttelsen rent faktisk kommer til at virke.

- Vi ville gerne have beskyttet hele strækningen med et stendige, men kunne kun få lov til at gøre det ved de to huse, der er mest truet. På resten af strækningen kan havet fortsat gnave løs af skrænten, og så varer det nok ikke mange år, før de næste huse kommer i fare, siger Jens Buje.

Han henviser til nabo-foreningen mod nord, Grundejerforeningen Nørlev Strand Af 1986, der sidste år fik lov af Kystdirektoratet til at anlægge et stendige på en flere hundrede meter lang strækning.

Diget har beskyttet skrænten så effektivt, at den slap fra stormen Urd i december sidste år uden de store skader. I grel modsætning til det nordligste stykke af skrænten, som ejes af Hjørring Kommune, og hvor der ikke er etableret nogen beskyttelse. Her tog Urd en ordentlig luns på omkring 10 meter af skrænten.

Erosion og oversvømmelse
Nørlev Strand er et af de steder på den jyske vestkyst, der er hårdest ramt af erosion. Det ene af de to fænomener, der på grund af klimaændringer truer med at ændre det danske landkort radikalt i de kommende år. Det andet er oversvømmelse.

I løbet af de næste 100 år vil vandstanden i havet stige med mellem 20 og 130 centimeter, ifølge de seneste estimater fra FN’s Klimapanel. Det øger ikke alene risikoen for oversvømmelser af lavliggende landområder - i Nordjylland først og fremmest langs Limfjorden og enkelte steder på østkysten - men vil også øge erosionen af udsatte kyster.

Læg dertil kraftigere storme, ditto stormfloder og øget nedbør, og begge problemer forstærkes. De danske kyster er truede.

Fire meter kyst om året
Det er ikke kun grundejerne på Nørlev Strand, der er nået frem til den erkendelse. Det ved de også bedre end nogen i Lemvig, hvor Kystdirektoratet har til huse. I øvrigt uden fare for oversvømmelse, for adressen er Højbovej 1, et pænt stykke over Limfjordens forblæste vande.

Sidste efterår udgav direktoratet en ordentlig moppedreng af en ”Kystanalyse”, der nøje beskriver, hvor erosion og oversvømmelse truer, hvor der er brug for kystbeskyttelse, og om vi nu også har de regler og værktøjer, der skal til for at gøre det på den mest effektive måde.

Set med nordjyske øjne er erosionen på vestkysten det umiddelbart mest dramatiske problem. I løbet af de næste 100 år vil der ifølge Kystanalysen årligt forsvinde mellem to og fire meter af kysten som følge af erosion.

Tallet er et gennemsnit. Nogle steder og nogle år vil det være langt mere, andre steder mindre.

Det, der gør kystbeskyttelse dyr, er ikke at etablere faste anlæg som eksempelvis stendiger. Det er den efterfølgende sandfodring. Det er enorme mængder af sand, havet transporterer langs kysterne. Alene langs Hjørring Kommunes kyster drejer det sig om 400.000 kubikmeter om året.

Bagskæring
- Ofte tror folk, at det er nok at beskytte en skrænt med kampesten. Men man er nødt til også at tilføre sand, ikke kun på stranden foran, men også på og bag diget. Ellers skærer havet ind bagved og eroderer skrænten væk. Det kaldes for bagskæring, og det ses også ved høfder, siger afdelingschef Ane Høiberg Nielsen, Kystdirektoratet.

Sand på stranden og havbunden tæt på kysten fungerer som buffer og tager kraft ud af bølgerne, før de rammer skrænten.

- Vi giver kun tilladelse til hård beskyttelse, hvis der er et akut behov. Ellers skulle sandbufferen gerne være tilstrækkelig, forklarer Ane Høiberg Nielsen med adresse til blandt andet den tilladelse, som Grundejerforeningen Nørlev Strand har fået.

- Tit får Kystdirektoratet nærmest skyld for at skubbe huse i havet. Men man skal huske, at vi administrerer efter Kystbeskyttelsesloven, og den er bygget op over mange hensyn, herunder hensynet til natur og rekreative formål, tilføjer afdelingschefen, idet hun dog medgiver, at de hensyn kan være svære at forstå, ”når man står med et sommerhus til to millioner kroner, der er på vej i havet”.

Dermed er hun tilbage til det med pengene: hvem skal betale for at beskytte en kyst?

Den nuværende lov er særdeles klar: det skal grundejerne selv. Og det princip agter regeringen ikke at rokke ved, selv om den har nedsat et udvalg, der inden sommer skal komme med forslag til at forenkle reglerne om kystbeskyttelse.

”Udgangspunktet om, at det er den enkelte grundejer, der har ansvaret for kystbeskyttelsen, er ikke i spil”, fastslår miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en mail til NORDJYSKE - helt i tråd med den melding, han kom med på et borgermøde i Hjørring for nogle uger siden.

Men kystbeskyttelse er dyr, og det er betydeligt mere effektivt pr. meter - både fysisk og økonomisk - at beskytte en lang strækning end blot nogle få meter. Derfor er de fleste grundejere tvunget til at finde en løsning i fællesskab med deres naboer.

Kan de ikke blive enige - og det er der utallige eksempler på - kan de bede det lokale byråd gå ind og lave et forslag til fordeling af udgifterne. Byrådet kan endda pålægge grundejerne at betale. Men det kan være noget af en delikat opgave, og derfor har Kystdirektoratet fået til opgave at lave en standardmodel for, hvordan sådan en udgiftsfordeling kan se ud.

- Det gældende princip er, at de grundejere, der har direkte fordel af en kystbeskyttelse - typisk dem, der bor tættest på kysten - skal betale mest, siger Ane Høiberg Nielsen.

Model for hele landet?
På Nordsjælland har tre kommuner netop fået lavet en fælles plan for kystbeskyttelse. De har også fået lavet en undersøgelse af, hvad kystbeskyttelsen vil betyde for værdien af ejendomme længere inde i landet. Undersøgelsen viser, at grundejere op til 300 meter fra kysten vil få fordel af beskyttelsen.

Det er nu op til de tre byråd at fastlægge, om grundejerne skal betale i overensstemmelse med undersøgelsens resultater.

Kan den metode blive en model for hele landet?

- Det er altid et spørgsmål, hvor langt ind i landet, man skal gå. Skal de grundejere, der har gavn af en beskyttelse om 10, 20 eller 100 år også betale? spørger Per Sørensen, kystteknisk chef i Kystdirektoratet.

- Man kan heller ikke bare bede folk, der bor langt væk fra kysten, om at betale, selv om de nyder godt af de rekreative værdier. Tag Nørlev Strand. For besøgende er det lige meget, om kystlinjen ligger nogle hundrede meter mod øst eller vest. Stranden er lige god at gå på, påpeger Per Sørensen og leverer dermed også en del af forklaringen på, at mange kommuner tøver med at være med til at finansiere kystbeskyttelse, selv om loven giver dem mulighed for det.

Kystdirektoratet skal være færdigt med sit forslag til en standardmodel for udgiftsfordeling inden årsskiftet. Der kan grundejerne ved Nørlev Strand ikke vente på. I stedet kan de også her skæve til deres naboer i Grundejerforeningen Nørlev Strand af 1986. Her enedes alle foreningens 29 medlemmer om at bidrage til betalingen for den kystbeskyttelse, de etablerede sidste år.

Ikke nok med det: også de 38 medlemmer i den nærliggende Strandgårdens Grundejerforening spyttede i kassen, selv om deres huse ligger et pænt stykke inde i landet. Dertil kommer otte grundejere uden for foreningen, som frivilligt meldte sig til en solidarisk ordning.

Kysten skal beskyttes, men hvem skal betale

- Sandfodringen koster omkring en kvart million kroner om året. Der er forskel på, hvor meget de enkelte grundejere betaler. Det svinger mellem 120 og 1000 kroner om måneden, oplyser Claus Holm, medlem af grundejerforeningens bestyrelse og tovholder på kystsikringsprojektet.

Nej til statslig fond
Det kan altså lade sig gøre ad frivillighedens vej at sikre en kyst. I december foreslog Enhedslisten ellers at oprette et nationalt kystråd med en tilhørende fond, der kan være med til at finansiere kystsikringen. Adskillige kommuner har efterlyst en sådan fond, ligesom de har efterlyst en langsigtet, national plan for beskyttelsen af de danske kyster.

- Det skal stadig primært være de lokale grundejere og eventuelt kommunerne, der skal stå for finansieringen. Men en statslig fond kunne finansiere for eksempel halvdelen af udgifterne. Pengene til fonden kan komme fra bidrag på forsikringspræmier i stil med Stormflodsordningen, siger Maria Gjerding, miljøordfører for Enhedslisten.

Forslaget kunne ikke samle flertal i Folketinget. Men spørger man Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring - den kommune i landet, hvor kysten er mest udsat for erosion - er han helt enig i, at staten skal være med til at betale. Han foreslår denne model:

- De lokale grundejere, herunder kommunerne, skal fortsat selv betale de faste anlæg. Men den løbende sandfodring skal staten stå for. Mange steder kan man bruge det sand, som suges op fra havnene. Det er i forvejen en opgave, som staten står for i nogle havne. Man kunne benytte lejligheden til at rydde op i de ordninger, så staten overtager sandsugningen i alle landets havne, foreslår Arne Boelt.

I lighed med Maria Gjerding efterlyser han en samlet, national plan for kystsikringen.

- Ellers risikerer vi, at folk griber til selvtægt. Det har vi allerede set eksempler på her i kommunen, hvor grundejere har kørt halmballer og kampesten ned på stranden. Det hjælper ingenting, når man ikke bagefter sandfodrer. Men hvis ikke staten går ind og regulerer, kan jeg ikke styre folk. Og jeg ved heller ikke, om jeg har lyst til det, siger Arne Boelt.

Fortalerne for en større statslig indsats kan hente støtte for deres synspunkt i udlandet. I eksempelvis Holland står staten for sandfodringen, der løber op i 12 millioner kubikmeter sand om året. Næsten syv gange så meget som i Danmark, selv om den hollandske kyst med en længde på 1000 km er syv gange kortere end den danske.

Sandfodringen koster den hollandske stat godt 2,4 milliarder kroner om året. I Danmark bruger staten knap 100 millioner kroner om året på sandfodring, de fleste på den centrale del af den jyske vestkyst, hvor årets sandfodring netop er gået i gang.
Publiceret den 19.03.2017
spacer NEWWWEB CMS spacer